Skarp 32-16 sejr i 2. division mod Fight

Lørdag bød på tredje kamp for 2. divisionsholdet – denne gang sæsonens første ugekamp. Det blev til en tur til Herning for en kamp mod Fight 2, som endte med en flot 32-16 sejr.

Kampen starter i en varm hal hvor olien tydeligt er glad for at “flytte sig” – det er dog ikke noget som slår os ud, og vi formår hurtigt at finde nogle spillelinjer der giver gode slag. Der er på nogle baner lidt udfordringer med at få den sidste finesse ind i afslutningerne, men ikke noget som overordnet set har stor betydning for holdet. En enkelt double tabes med 41 kegler, men dette tages fint i samlet keglefald i de to vundne doubler, og kampen starter således ud med en fin sejr på 6-2 (1099-1060). I anden serie kommer alle spillere med, men samlet set laves der lidt færre strikes. Det samme gør modstanderne fra Fight, og med blot en enkelt double der tabes med 20 kegler, er der endnu en flot sejr på pladen. Serien ender 6-2 (1054-979).

Tredje serie udspiller sig på mange møder meget lig anden serie. En enkelt double tabes, denne gang med 38 kegler. Vi vinder dog de to andre doubler flot og tager points for samlede kegler og vinder serien 6-2 (1046-1015). I fjerde serie finder vi skarpe skud frem, og kombineret med flotte afslutninger og fine spares, nedlægges der en hel del kegler. Modstanderne har svært ved at følge med allerede fra start og med tre vundne doubler og et overskud på 99 kegler, vindes serien fuldt ud med 8-0 (1100-1001).

Kampens femte serie starter flot ud, og vi spiller en rigtig flot serie der bygger videre på de gode takter fra serien før. Vi formår at skabe en flot førring, men én af modstandernes doubler spiller en skarp serie som vi ikke formår at hente trods det i 9. og 10. rude begynder at blive tæt. Vi tabler doublen med 32 kegler, men vinder de to andre doubler og tager derfor endnu en sejr på 6-2 (1131-1084). I sjette og sidste serie spiller vi anderledes udfordret. Flere spillere har udfordringer med at få de sidste millimeter på afslutningerne til at give pote. Vi spiller den mindste serie for holdet i hele kampen, og mens modstanderne ligeledes trækker fra og spiller deres bedste, skifter serien side. Vi formår ikke at vinde én eneste af de tre doubler, selvom de ender relativ tætte med blot 16 og 2x 31 kegler. Serien tabes 0-8 (1044-1124).

Dermed ender dagens kamp på udebane i Herning mod Fight 2 som en flot sejr på 32-16 (6474-6263).

Dagens topscorer blev John Telling med 1149/6 og et snit på 191,5, mens holdet yderligere bestod af Michael H. Jensen 1108/6, Jannik R. Madsen 1077/6, Louise V. Larsen 1074/6, Danni Randeris 1040/6 og Henrik Nielsen 1026/6.


Se hele kampens resultat på bowlingportalen.dk.