Historie

Silkeborg Bowling Team er en relativ ung klub, der trods alt har rundet sit 10 års jubilæum. Vi er stiftet på vores første generalforsamling tirsdag d. 28. februar 2012, hvor Silkeborgs tre store klubber valgte at fusionere i én fælles klub – Silkeborg Bowling Team.

De tidligere tre klubber, BK Apollon, SBwK og Silkeborg Big Bowlers, var alle ældre klubber som hver for sig havde hevet gode resultater med hjem til byen gemmen mange år. Klubberne havde et lokalt fællesskab via “Silkeborg Bowlingkreds”, som ligeledes blev nedlagt sammen med fusioneringen.

En ny klub

Efter fusionen blev klubben ramt af medlemsnedgang, noget man i hele Bowling Danmark kunne mærke i sporten. En udvikling som i Silkeborg i slutningen af 2010’erne er stagneret, med en begyndende opadgående kurve – specielt for ungdommen. Denne kurve er kun gået én vej, og vi har gennem 2020’erne formået at have en fin dynamisk vækst – trods nedlukningen gennem Corona.

Silkeborg – en bowling-by

Silkeborg har haft bowlingen i by-blodet i en hel del årtier. Byens første bowlinghal, “Arena Bowling Center”, åbnede d. 14. oktober 1977 og med ét blev byen blandt de få i Jylland der havde en bowlinghal. Før åbningen af “Arena Bowling Center”, var der haller i Nørresundby, Viborg, Herning og Aarhus. Arena Bowling Center blev dermed Danmarks 12. bowlinghal.

Entreprenøren Martin Damsgaard Nielsen, havde efter et fire års ophold i Canada (1957-61) fået interessen for bowlingsporten, og ønskede derfor muligheden for at spille i hjembyen.
Han investerede derfor godt et par milioner i halprojektet, hvor han havde købt en grund i den nordlige del af Silkeborg af kommunen på 5000 m2. Arkitekt Niels H. Nielsen udarbejdede projektet på en ca. 1000 m2 stor hal med plads til 10 bowlingbaner, cafeteria, klublokale, omklædningsrum og andre faciliteter.
Banerne blev leverede af amerikanske AMF, som brugte ca. 2 måneder på installationen og opsætningen.

Der var tradition for at afholde åbningsstævne, når nye haller åbnede – og hvilket ét i Silkeborg. Med godt 400 deltagere, var åbningsstævnet det største af sin art Danmark endnu havde set.

Silkeborg Bowlingkreds

Ikke længe efter åbningsstævnet, var flere klubber allerede stiftet og der blev derfor hurtigt brug for en samlende kreds i Silkeborg. Derfor deltog 8 klubber og JBU i den stiftende generalforsamling i Silkeborg Bowlingkreds i februar 1978, hvormed Jyllands 4. kreds blev en realitet.

Har du yderligere historier og viden om bowling i Silkeborg?

Hvis du kender til mere omkring bowling i Silkeborg og opland, vil vi rigtig gerne høre fra dig. Historie er altid spændende, vi vil med glæde udvide denne lille historie-side med yderligere spændende oplysninger, fakta, historier og anekdoter. Du kan kontakte os på kontakt@silkeborgbowlingteam.dk, eller se yderligere kontaktoplysninger på siden kontakt-os.