Søndagens kamprunde i 3-mands Open Pulje D, blev afviklet i Master Bowl i Randers. 9. kamprunde i puljen, bød på spænding hele dagen igennem.
SBT var mødt friske op, men måtte hurtigt sande, at banerne var mere udfordrende at læse i starten. Således startede første kamp mod Pletskud, med lave serier for alle spillere og et gedigent nederlag på 406-531. I den næste kamp, mod Djurs Bowleren, skiftede vi banesæt, men banerne var her også svære at læse og endnu en tabt kamp kom på tavlen – dog noget tættere med resultatet 420-437.
Herefter vendte spillet sig. På det tredje banesæt, i kampen mod FBK Hammel, havde to af spillerne enorme udfordringer med at finde spillelinjerne, mens tredje spiller hurtigt fandt sig til rette med en serie på 209. Dette var med til at sikre sejren 420-418, blot to kegler til forskel.
En udskiftning, og vi havde i den fjerde kamp, denne gang mod Ebeltrillerne, et bedre spil som sikrede endnu en sejr med resultatet 466-454. Sidste kamp skulle spilles mod hjemmebane-holdet, men dette betød intet. Nogle fornuftige skud, en serie på 201 og tredje sejr var i hus med resultatet 525-485.
Alt i alt, blev det til en begivenhedsrig dag, hvor SBT vinder 6 ud af 10 points til stillingen.
Holdet bestod af Marcus H. Scharf med et snit på 162,8 (814/5), samt ligeledes Kim Andersen med 449/3, Mette L. Nielsen med 594/4 og Danni Randeris med 380/3.