Stærk start på sæsonen i 3. division – 36-12 sejr på hjemmebane mod Lucky

Lørdag blev sæsonens første kamprunde for 3. division afholdt, med en hjemmekamp mod Lucky fra Herning, hvor holdet på overbevisende vis trak en god sejr hjem.

Kampen startede med en stærk serie der hele vejen rundt leverede gode skud og kegler. En sikker sejr er hurtigt i hus med 8-0 (1140-866), mens anden serie går hen og bliver noget mere tæt. En enkelt double vindes med blot 6 kegler, mens en anden vindes med i alt 12 kegler. Vi formår dog at samle alle points og vinder serien 8-0 (1003-965).

Med to serier inde i kampen og en høst på samtlige points, må det siges at der startes rigtig fint ud. I kampens tredje serie kommer der desværre lidt mere spænding ind i kampen, hvor specielt én double spilles meget tæt hele serien igennem. Modstanderne fra Lucky tager dog det længste strå og vinder doublen med 12 kegler og tager dermed de 2 points. Resten af serien er dog i vores favør og ender med en fin sejr på 6-2 (1087-997).
Fjerde serie er dog en helt anden historie. På én og samme gang har holdet et samlet “hul” og der mistes flere hundrede kegler, da der er udfordringer med at finde gode spillelinjer som enten lige sniger sig forbi målene eller er gode til at sætte splitter. Banernes ændringer begynder at sætte sig, og der er tydeligt en opdeling mellem de seks baner, hvor de tre banesæt hver for sig er langt fra ens og skaber udfordringer i at finde de gode spillelinjer. Desværre betyder dette at modstanderne tager fra og vinder serien 2-6 (797-918). De to points vi trods alt vinder, vindes med blot én kegle.

Efter en svær omgang, formår holdet i femte serie at genfinde det gode spil og vælte kegler. Uden de store problemer og uden vild spænding i doublerne, vindes serien med flotte med 8-0 (1001-881). I sjette og sidste serie er der fuld knald på spændingen helt til sidste skud. En double tabes med 5 kegler, en anden tabes med 22 kegler, mens sidste double vindes med 41 kegler – hvilket er nok til at tage de sidste to points for samlet keglefald. Serien ender dermed uafgjort på 4-4 (1055-1041).

Sæsonens første kamp i 3. division afsluttes med en rigtig fin sejr på 36-12 (6083-5668) mod modstanderne fra Lucky der har hjemmebane i Herning. Samlet ender vi på en andenplads i stillingen med 2 points op til Team Aarhus.

Kampens topscorer blev Jannik R. Madsen med 1138/6 og et snit på 189,7, mens holdet yderligere bestod af Danni Randeris 1067/6, John Telling 1060/6, Jonas L. Jacobsen 826/5, Louise V. Larsen 798/5, Morten S. Christensen 624/4, og Kim Andersen 570/4.


Se hele kampens resultat på bowlingportalen.dk.