Skarp hjemmesejr på 42-6 i 1. division mod Fight

Søndag var førstedivisionsholdet atter på banerne – denne gang på hjemmebane mod naboerne i Fight fra Herning. Der var ikke meget til overs for modstanderne som måtte vende hjem med blot 6 points.

Allerede fra første serie er der skarpt spil, flotte strikes og der skubbes fra land på en måde som modstanderne fra Fight ikke rigtig kan følge med til. Uden de store udfordringer vindes første serie 8-0 (1330-1170). I anden serie fortsættes samme spil og igen er der hurtigt ingen tvivl om udfaldet hvor vi tager fuld sejr i serien med 8-0 (1271-1125).

I tredje serie ser vi et fald i keglerne – det sker dog for begge hold. En enkelt double er tæt helt op til sidste slag i 10. rude men falder dog ud til vores fordel med en sejr på blot 1 kegle. Dermed ender tredje serie endnu en gang med en flot sejr på 8-0 (1157-1097). Halvt inde i kampen mod Fight står der dermed intet mindre end 24-0 på pointtavlen.
Fjerde serie er igen en flot serie med mange kegler, flotte strikes og gode points. Desværre har en enkelt double fra modstanderne spillet sig varme, og formår at tage en sejr på to points. Dog ikke noget der udfordrer serie-sejren som vindes 6-2 (1205-1188).

Femte serie er en afspejling af den forrige serie. Igen formår modstanderne at krybe sig til en double-sejr, denne gang med blot 7 kegler. Der er dog ingen tvivl om resten og serien vindes atter 6-2 (1262-1081). I kampens sjette og sidste serie ser vi samme format som de to foregående serier. En enkelt double tabes, mens der denne gang er spænding til det sidste i en anden double – vi afslutter dog flot og vinder den med to kegler. Samlet vindes sjette serie 6-2 (1219-1198).

Dermed ender dagens hjemmekamp mod Fight fra Herning med en stor-sejr på intet mindre end 42-6 (7444-6859).

Dagens topscorer blev Sebastian Videbech med 1311/6 og et snit på 218,5, mens holdet yderligere bestod af Alex M. Søndergaard 1298/6, Michael V. Larsen 1246/6, Marcus H. Scharf 1205/6, Mikkel Nielsen 1204/6 og Dennis V. Larsen 1180/6.


Se hele kampens resultat på bowlingportalen.dk.