Uafgjort mod LBC på hjemmebane i 1. division

Lørdag var ligeledes sidste hjemmebanekamp for vores 1. divisionshold. En kamp mod LBC med en forrygende start og uafgjort afslutning med resultatet 24-24.

Der startes skarpt ud i første serie med præcist spil, spillelinjer og kegler. En enkelt double tabes desværre til sidst med blot 7 kegler, hvilket dog ikke er nok til at ryste en fin start-sejr på 6-2 (1155-1107). I anden serie finpudses der yderligere, og modstanderne fra LBC kan her ikke rigtig følge med. En enkelt double er tæt, men vi trækker afsted i afslutningen og lader ikke modstanderne komme til borde – doublen vindes med 3 kegler. Serien vindes dermed fuld ud med en afslutning på 8-0 (1217-1134).

Tredje serie begynder modstanderne fra LBC at spille sig varme. Vi har dog fortsat teten og med to doubler på 391 og en på 410 ser det godt ud. Modstanderne i doublen med 410 spiller dog en flot 300-serie og med samlet 478, er ikke blot doublen tabt, men ligeledes to points for samlede keglefald. Serien afsluttes dermed uafgjort 4-4 (1192-1212). I fjerde serie væltes mange kegler på begge sider, dog trækker modstanderne fra og vi må se os slået med en tabt serie på 2-6 (1150-1289).

Med femte serie i gang har modstanderne fra LBC fundet banerne og tilpasset sig. Det ses i keglefaldene, og med blot 5 kegler vinder vi en enkelt double. Serien ender igen 2-6 (1175-1255). I sjette og sidste serie ser vi samme mønster og en enkelt vunden double – serien ender 2-6 (1232-1254).

Dagens kamp, og sidste på hjemmebane i denne sæson, ender dermed uafgjort 24-24 (7121-7251) mod LBC.

Dagens topscorer blev Michael V. Larsen med 1294/6 og et snit på 215, mens holdet yderligere bestod af Marcus H. Scharf 1232/6, Alex M. Søndergaard 1225/6, Dennis V. Larsen 1180/6, Sebastian Videbech 1156/6, Mikkel Nielsen 718/4 og Jim K. Jensen 316/2.


Se hele kampens resultat på bowlingportalen.dk.