Lille 22-26 nederlag i 1. division mod Team Aarhus

Lørdag var 1. divisionsholdet ligeledes på banerne til en udekamp mod Team Aarhus.

Første serie startes ud med et forholdsvis tæt spil, men også baner som der lige skal tilpasses til. En enkelt double vindes, mens de resterende to tabes. Samlet bliver det til en tabt serie med 2-6 (1042-1081). I anden serie lægger vi flere kegler på, mens modstanderne ender ud med samme samlede resultat som første serie. To doubler tabes desværre igen med meget små marginer på blot hhv. 5 og 13 kegler. Sidste double vindes med nok til at tage det samlede keglefald med blot 4 kegler og serien ender derved uafgjort 4-4 (1085-1081).

Kampens tredje serie udspiller sig i høj grad til modstandernes fordel og vi har lidt udfordringer med at skabe gode spillelinjer gennem olieprofilen. Det resulterer desværre i blot en enkelt vunden double som vindes meget tæt med blot 3 kegler. Samlet bliver det til et nederlag på 2-6 (1090-1184). Fjerde serie er ikke meget anderledes og blot en enkelt double vindes igen – denne gang med en margin på 5 kegler. Serien ender 2-6 (1094-1190).

I femte serie vender bordet dog helt. Modstanderne fra Team Aarhus får store udfordringer med at spille de linjer og vælte de kegler som de har gjort i de foregående serier, mens vi har skudt os varme og indstillet skudene til banerne. Modstanderne får ikke et ben til jorden og vi rydder uden de store udfordringer bordet for points med en fuld sejr på 8-0 (1198-1045). Kampens sjette og sidste serie er der fortsat godt gang i keglerne, men modstanderne formår dog at kravle sig op igen efter deres dyk i femte serie. To doubler vindes, men den sidste double tabes desværre med en margin der giver de to points for det samlede keglefald til modstanderne og serien ender derved uafgjort med 4-4 (1129-1159).

Dagens kamp bliver derved afsluttet med et lille nederlag på 22-26 (6638-6740).

Dagens topscorer blev Mikkel Nielsen med 1184/6 og et snit på 197,3, mens holdet yderligere bestod af Marcus H. Scharf 1140/6, Sebastian Videbech 934/5, Jim K. Jensen 920/5, Dennis V. Larsen 1086/6, Michael V. Larsen 885/5 og Alex M. Søndergaard 489/3.


Se hele kampens resultat på bowlingportalen.dk.