Søndag var førsteholdet i Varde for at spille 2. divisionskamp mod Varde BK på udebane, hvor vi hentede endnu en udebanesejr og dermed stadigvæk ubesejret i sæsonen.
Der var fra første færd stor tænding på kampen, som bølgede frem og tilbage som et oprørt hav. Første serie ender uafgjort 4-4, hvorefter SBT viser tænder, læser banerne til UG og vinder anden serie 8-0. I tredje serie får hjemmeholdet fat, og vi taber serien 2-6 med blot 7 kegler til forskel samlet set.
Varde BK tager fra land og i fjerde serie tager de den rent hjem og vi får dermed et nederlag på 0-8. Hermed er der en lille føring til Varde BK på 14-18, og de sidste to serier kommer derfor til at betyde alverden.
Men som før i denne sæson, viser SBT stor mental styrke og trods stort pres, både verbalt og på et noget usportligt plan gennem hele kampen, endte de sidste to serier med et rigtig flot spil fra SBT. Serierne ender 6-2 og slutteligt en ordentlig sejr på 8-0; Dermed var sejren i hus med et slutresultat på 28-20 og et samlet keglefald på 6745-6460.
Holdets topscorer blev Dennis V. Larsen med 1320 på 6 serier, mens holdet yderligere bestod af Alex M. Søndergaard 1125/6, Thomas M. K. Jensen 1118/6, Sebastian Videbech 1118/6, Jim K. Jensen 1073/6, Michael V. Larsen 852/5 og Louise V. Larsen 139/1.
Se kampens fulde resultat på bowlingportalen.dk